Alzheimerforeningens og Ældre Sagens Høringsvar
Fra "Ældre, Social og Sundhedsudvalget 2027 - 2030"
Gå til projektet
Ældre, Social og Sundhedsudvalget
Alzheimerforeningens lokalafdeling Hillerød og Ældre Sagen Hillerød takker for muligheden for at kommentere Budgetforslag 2027-2030.
Vi er bekymrede for, at budgetforslaget vil gøre det vanskeligt at indfri Hillerød Kommunes Demenshandleplan 2026-2030, som blev vedtaget i oktober 2025 med ambitionen om at løfte indsatsen på demensområdet. Flere af de foreslåede besparelser risikerer tværtimod at forringe tilbuddene til mennesker med demens og lægge yderligere opgaver over på de pårørende. Samtidig mener vi, at forslagene gør det vanskeligere at leve op til intentionerne i Ældreloven.
Demensindsatsen og de pårørende
Alzheimerforeningen og Ældre Sagen har et velfungerende samarbejde med Hillerød Kommuneom bl.a. demenskor, temaarrangementer, Torsdagscafé og pårørendegrupper. Kommunens demenskoordinatorer spiller en vigtig rolle i at kvalificere tilbuddene og sikre, at mennesker med demens og deres pårørende får kendskab til dem. Torsdagscafeen har til huse i Slotsbios foyer, som er den perfekte ramme for arrangementet. Slotsbio tager ikke betaling for lokale og kaffe. Og de frivillige i Slotsbio er til rådighed hver eneste gang. Slotsbio medvirker i høj grad til, at Hillerød har en populær demenscafe, som ikke kan undværes.
Aktiviteterne giver glæde, fællesskab og adspredelse og er med til at forebygge social isolation. Men mange mennesker med demens deltager fortsat ikke i tilbuddene. Det gælder ikke mindst enligboende, hvor manglende transport er en væsentlig barriere.
Samtidig oplever nydiagnosticerede og deres pårørende lang ventetid på første besøg og på efter-følgende planlagt besøg af en demenskoordinator. Det skaber utryghed i en situation, hvor familierne har stort behov for rådgivning og støtte.
Derfor efterlyser vi igen flere ressourcer til demenskoordinatorfunktionen samt et generelt demensfagligt kompetenceløft i hjemmeplejen. Ansættelsen af én demenspraktiker kan ikke stå alene.
34AU2027-001A - Styrket vejlederindsats på So-su området.
Alzheimerforeningen og Ældre Sagen støtter scenarie A, der sikrer varig finansiering af en styrket fuldtidsvejlederindsats.
Det er positivt, at ordningen omfatter hele Ældre og Sundhed, herunder både hjemmepleje og plejehjem. Det kan skabe større ensartethed og give eleverne mere sammenhængende og udviklende uddannelsesforløb.
Vi hilser også indsatsen for at uddanne flere sosu-medarbejdere velkommen. Da det tager tid, før flere uddannede medarbejdere er til rådighed,er det samtidig vigtigt at fastholde de nuværende medarbejdere gennem tilstrækkelig normering, mulighed for faglig refleksion og ordentlige arbejdsvilkår.
34FF2027-001A og 001B Plejehjem og rammebesparelser
De foreslåede rammebesparelser på plejehjemsområdet - svarende til 6 alternativt 12 personer
- er meget bekymrende.
Færre medarbejdere vil uundgåelig påvirke omsorg, nærvær og aktiviteter.
Ophør af aktivitetsmedarbejdere, øget belastning på dagcentre og nedlæggelse af fleksible dagpladser vil reducere aktiviteter som musik, gymnastik, strikkeklubber og andre fællesskaber, der skaber livskvalitet ogmening i hverdagen.
Pårørende hjælper allerede i betydeligt omfang med bl.a. måltider, læge- og hospitalsbesøg, personlige papirer og aktiviteter. Yderligere besparelser vil derfor ikke alene ramme beboerne, men også øge belastningen af de pårørende.
Udadreagerende adfærd hos mennesker med demens kan bl.a. hænge sammen med, at behovet for nærvær og omsorg ikke bliver tilstrækkeligt mødt. Det kræver tid, faglig viden og de rette rammer at forebygge vanskelige situationer.
Vi opfordrer derfor til, at rammebesparelserne på plejehjemsområdet tages af bordet.
34FF2027-002 Bevar de fleksible daghjemspladser
Vi er stærkt bekymrede over forslaget om at nedlægge de fleksible daghjemspladser på Ålholmhjemmet og erstatte dem med et tilbud på et andet dagcenter.
Brugerne er mennesker med demens med særlige behov, som profiterer af små, trygge grupper og kendte medarbejdere. Mange bliver senere beboere på Ålholmhjemmet.
Det fleksible tilbud giver samtidig de pårørende en nødvendig aflastning - også ud over almindelig dagcentertid. Muligheden for ophold frem til kl. 22 kan være afgørende for, at en pårørende kan passe sit arbejde og samtidig tage vare på et familiemedlem med demens.
Vi anbefaler derfor, at de fleksibledaghjemspladser på Ålholmhjemmet bevares.
Samlet opfordring.
Hillerød Kommune har med Demenshandleplan 2026-2030 sat en ambition om at styrke demensområdet. Det bør efter vores opfattelse også kunne ses i kommunens prioriteringer.
Vi opfordrerderfor kommunalbestyrelsen til særligt at:
- bevare de fleksibledaghjemspladser på Ålholmhjemmet,
- styrke demenskoordinatorfunktionen og den demensfaglige viden i hjemmepleje og på plejehjem,
- tage rammebesparelserne på plejehjemsområdet af bordet,
- fastholde aktiviteter og medarbejdere, der skaber trivselog livskvalitet,
- vælge scenarie A for den styrkede vejlederindsats.
Vi håber, at høringssvaret vil indgå i kommunalbestyrelsens behandling af budgettet for 2027-2030, og vi står gerne til rådighed for spørgsmål og uddybning.
Bedste hilsner
På vegne af Alzheimerforeningens lokalafdeling Hillerød og Ældre Sagen Hillerød
Edith Hansen
Forkvinde for Alzheimerforeningens lokalafdeling Hillerød Tlf. 23 72 92 38
E-mail: alzheimer.hillerod@gmail.com
Vibeke Dyrelund
Formand for Ældre Sagen Hillerød Tlf. 30 31 33 39
E-mail: FM.Hilleroed.219@aeldresagen.dk
