Cykelstipulje
Fra "Trafik og Mobilitetsudvalget 2027 - 2030"
Gå til projektet
Brødeskov Lokalråds høringssvar
til budget 2027-2030
60AØ2027-683 Cykelstipulje
Brødeskov Lokalråd er tilfredse med, at der i budget 2027-2030 afsættes midler til en ny cykelstipulje.
Skolesti mellem Brødeskov Station og Hanebjerg Skole, afdeling Brødeskov
Brødeskov Lokalråd gav ved høring af budget 2026-2029 udtryk for tilfredshed med, at der er fokus på afværgeforanstaltninger pga. beslutningen om ikke at flytte Brødeskov Station. Der blev foreslået afsat midler til at udarbejde et forprojekt til en løsning på en god skolesti mellem Brødeskov Station og Hanebjerg Skole, afdeling Brødeskov.
Det er fortsat vigtigt for os, at elever og borgere, der kommer med toget til Brødeskov Station og skal til Hanebjerg Skole, afdeling Brødeskov, kan krydse Lyngevej og Brødeskovvej på en sikker måde.
Vi er derfor tilfredse med, at der i budget 2027-2030 er fokus på denne cykelsti.
Vi er dog forundret over, at der også i det fremtidige budget tales om et forprojekt, og at anlæg af stien først kan forventes i 2028. Da udfordringen med gående skoleelever på den ret trafikerede Lyngevej, ikke er af nyere dato, opfordrer vi til, at projektet fremskyndes.
Sti fra Favrholm St. til Ny Hammersholt
Vi er enige i, at der er behov for en løsning, der forbinder den eksisterende sti igennem golfbanen og skaber en sikker tilslutning til Favrholm St.
Vi er dog forundret over, at der i budgettet er afsat midler til projektering og anlæg af denne sti, hvorimod der kun er afsat midler til et forprojekt vedr. skolestien mellem Brødeskov Station og Hanebjerg Skole, afdeling Brødeskov.
Det vil være et gode for borgerne i Ny Hammersholt at kunne cykle en kortere strækning til Favrholm Station, end de kan i dag, hvor der ikke er anlagt en sti. Den nuværende cykelvej er dog ikke forbundet med de sikkerhedsmæssige risici, som den manglende skolesti udgør for de elever i udskolingen, der kommer med toget og skal gå til skolen. Lyngevej er meget trafikeret i myldretiden, og trafikbelastningen er konstant stigende. Det er reelt farligt at have gående skolebørn i vejkanten.
Ny vej syd for Nr. Herlev mellem Lyngevej og Uvelsevej
I budget 2027-2030 er Ny vej syd for Nr. Herlev mellem Lyngevej og Uvelsevej ikke nævnt. I “Kommuneplan”, vedtaget 25/6 2025, under punkt 3.5.6 er anført, at “Der udlægges areal til ny vej syd for Nr. Herlev mellem Lyngevej og Uvelsevej.”
Vi har i snart 45 år måttet leve med en uhensigtsmæssig midlertidig vejføring gennem “Sløjfen” mod Uvelse i Nr. Herlev bymidte. Det var en midlertidig løsning, der ifølge de daværende politikere og efter borgernes ønske, hurtigst muligt skulle afløses af en vej uden om Nr. Herlev syd om Herlevgård. I slutningen af 70’erne var denne vej vedtaget, og der var afsat penge til den på budgettet. Af uvisse grunde blev projektet aldrig gennemført. Gennem årene har borgere i Nr. Herlev gentagne gange forsøgt at få politikerne til at holde, hvad der den gang blev lovet. Problemet er kun vokset og vokset i takt med mængden af trafik og størrelsen på lastbiler og landbrugsmaskiner, mens tilliden til og troen på demokratiet, også for de små samfund uden om Hillerød, langsomt, men sikkert er gået den anden vej, nemlig nedad. Hele byen er i dag belastet med meget gennemfartstrafik; men især er strækningen forbi Rytterskolen, Præstehuset, Børnehaven og Kirken meget kritisk, da der er så smalt, at busser og lastbiler ikke kan passere andre køretøjer. Besøgende gennem to indgange til kirkegården og ikke mindst til børnehaven skal færdes ad denne smalle strækning uden fortov, - oftest i myldretiden, når det opleves allermest utrygt.
Vi vil opfordre til, at aftalen med det daværende ABT-udvalg om, at der i budgettet ville blive afsat midler til en ny vej syd for Nr. Herlev mellem Lyngevej og Uvelsevej, overholdes af den nye kommunalbestyrelse.
