Danmarks Naturfredningsforening Hillerød. Bæredygtig trafik og forsyning
Fra "Strategi for fysisk planlægning"
Gå til projektet

DN Hillerøds kommentarer til kommunens udspil om strategi for fysisk planlægning – Hillerød i en bæredygtig fremtid
INDLEDNING
I DN Hillerød er vi meget tilfredse med udmeldingen om, at en mere bæredygtig udvikling skal præge fremtidens Hillerød. Det er her vigtigt at være klar over, at de tre områder for bæredygtighed, den sociale, den miljømæssige og den økonomiske, ikke kan adskilles. Det er derfor nødvendigt at erkende og anerkende deres indbyrdes afhængighed. F.eks. kan byen ikke fortættes yderligere uden tanke for afledte effekter på det sociale og det naturmæssige områder. Et grønnere Hillerød med mange åbne, tilplantede åndehuller mellem husene har indvirkning på det sociale område. Høj bebyggelse kan risikere at bryde harmonien i forhold til omgivelserne og kan næppe bidrage til social bæredygtighed. Højhuse er sikkert økonomisk bæredygtige, men på andre områder er dette langt fra tilfældet. For at knytte bæredygtigheden sammen er det nødvendigt at samtænke klima i alle kommune- og lokalplaner, ligesom det er vigtigt, at naturen indgår som vurderingsparameter i disse planer.
Vi er glade for, at strategiprocessen lægger op til en god borgerinvolvering, det lover godt for det fremtidige arbejde. Vi synes samlet, at udspillet er præget af mange vældig fine intentioner; vi kunne dog godt have ønsket en noget højere grad af konkretisering, så man kan se, hvordan de gode intentioner tænkes ført ud i livet. Vi håber, at dette bliver tilfældet med den kommende kommuneplan.
· Vi ser frem til, at man sikrer vores vandmiljø og vedtager en obligatorisk separatkloakering.
· Vi ser frem til en kommunal VE-strategi med fokus på borgerinddragelse, medejerskab og naturvenlig placering og anlæg.
· Vi ser frem til, at vores drikkevand sikres, og at vores spildevand kan genbruges.
· Vi ser frem til en plan for naturgenopretning og for biodiversitet.
Med de bedste naturhilsner
Danmarks Naturfredningsforening Hillerød
