Flere veje
Fra "Den trafikale værktøjskasse: Hvad kan man gøre for at mindske trængsel?"
Gå til projektet

Ny infrastruktur og flere veje kan som udgangspunkt forbedre fremkommeligheden, fordi øget kapacitet på kommunens veje presser flere biler igennem steder, hvor der er flaskehalse. Problemet med udvidelser opstår imidlertid de steder, hvor pladsen – som i byer – er en knap ressource eller hvor forudsætningerne for vejudvidelser er udfordret pga. støjforhold eller andre miljømæssige restriktioner.
I byerne begrænser de signalregulerede kryds kapaciteten. Det handler om tiden med grønt lys gange antallet af kørebaner. Det komplekse er at få doseret grøntiden i alle retninger, så flest trafikanter tilgodeses mest muligt. Uden for byerne er det kapaciteten på vejstrækningerne, der er afgørende.
Det er svært at bygge flere eller bredere veje i byerne, mens det uden for byerne er nemmere. Den strukturelle udfordring er, at de fleste køreture starter eller slutter i en by, så uanset om vi øger kapaciteten på det overordnede vejnet, har vi svært ved at give plads til flere køretøjer i byerne.
Vi skal træffe et valg om, hvornår omkostningerne til fortsat udvidelse af vejinfrastrukturen når et niveau, hvor det bedre kan betale sig at gøre noget andet. De seneste ti år har Hillerød Kommune brugt 40 mio. kr. på at forbedre fremkommeligheden for biler. Skal vi imødekomme den stigende trængsel med vejudvidelser, bliver der behov for en 10-dobling i investeringer i infrastruktur, altså snarere 400 mio. kr. De seneste ti år er der investeret i vej- og krydsudvidelser samt strategiske infrastrukturprojekter såsom shunten ved Hillerød Sydrampen-Peder Oxes Alle og optimering af lysregulering i centrale kryds, investeringer i bl.a. asfaltrenovering, og nye cykelstier, hvor der hhv. er brugt 75 mio. kr. og 28 mio. kr.
Hvordan mener du, der bør investeres i trafikløsninger i fremtiden?
