Anne Sofie Michelsen•for 9 måneder siden Høringssvar vedrørende forslag om bortfald af tilskud til hjemmepasning (41FF2026-002)Børne- og Familieudvalget - Hillerød KommuneSom borger og forælder i Hillerød Kommune ønsker jeg hermed at udtrykke min klare modstand mod forslaget om at afskaffe eller nedsætte tilskuddet til hjemmepasning af egne børn.Værdien af valgfrihed for familierTilskuddet til hjemmepasning understøtter familiernes ret og mulighed for at vælge den pasningsform, der passer bedst til deres børns behov og familiens livssituation. For nogle børn, særligt de yngste, kan det være til barnets bedste at blive passet hjemme i de første år. At fratage familier denne mulighed vil i praksis indskrænke valgfriheden og presse forældre til at vælge daginstitution, uanset om det matcher deres børns behov. Derudover flugter afskaffelsen af hjemmepasningstilskuddet dårligt med statens ønske om at støtte familier i at få flere børn.Begrænset økonomisk gevinst - stor menneskelig omkostningDet fremgår af budgetforslaget, at den årlige besparelse ved at afskaffe tilskuddet udgør 1.060.000 kr. Det er et relativt beskedent beløb i kommunens samlede budget, men konsekvenserne for de berørte familier er store. Derudover viser kommunens egne beregninger, at hvis blot ét barn i stedet skal optages i et dagtilbud, koster det netto 96.960 kr. pr. barn årligt. Det betyder, at den økonomiske besparelse hurtigt udhules, hvis flere af de 14 børn under 3 år, der i dag passes hjemme, skal i daginstitution. Med andre ord: en beslutning om at afskaffe tilskuddet risikerer at blive en økonomisk nulsum.Sammenhæng med arbejdsmarked og skatteindtægterDer argumenteres i forslaget for, at hvis en forælder i stedet vælger at arbejde, vil det give skatteindtægter af cirka samme størrelse som den potentielle udgift ved institutionsplads. Det er en hypotese, som ikke nødvendigvis holder - nogle forældre vil ikke kunne komme i arbejde, og andre vælger hjemmepasning netop af hensyn til barnets trivsel. Det bør ikke være kommunens opgave at presse småbørnsforældre ind i arbejdsmarkedet af økonomiske hensyn, især ikke når regnestykket er usikkert.Social sammenhængskraft og tillid til kommunenDe familier, som i dag benytter ordningen, har planlagt deres økonomi og hverdag ud fra den eksisterende støtte. Et bortfald af tilskuddet vil være en direkte indgriben i deres familieliv og kan medføre alvorlige konsekvenser, både økonomisk og følelsesmæssigt. En pludselig fjernelse af støtten vil kunne skade tilliden til kommunen og opleves som utryg og uforudsigelig politik på børneområdet.KonklusionHjemmepasningstilskuddet er en vigtig del af et differentieret og fleksibelt pasningstilbud i Hillerød Kommune. Det er både en investering i børns trivsel og i familielivets bæredygtighed. Derfor opfordres Børne- og Familieudvalget kraftigt til at bevare ordningen, så kommunen fortsat giver plads til forskellige måder at være familie på.