
Michael Liesk•for 2 år siden Danmarks Naturfredningsforening Hillerød har følgende kommentarer og input til Hillerød Kommunes Budget for 2025 – 28. Vi fremsender hermed vores forslag og input, der kunne bidrage til et mere visionært budget med fokus på bæredygtighed, klima og natur. Vi finder det vigtigt for en kommune, der gerne vil fremstå som en grøn kommune, og som med sin beliggenhed med skov, søer og enge også forpligter sig til - ud over de lovbestemte handleplaner - at have lokale initiativer, tiltag og visioner til gavn for vores klima, natur og biodiversitet. Vi savner de politiske visioner og afsæt for disse områder i budgettet. Visioner er vigtigt redskab i den politiske proces. Vi erkender, at der ikke er midler til de helt store og dyre indsatser, men det bør aldrig være end undskyldning for ikke at have visioner. Vi har valgt ikke at sætte beløb på de enkelte forslag, men tænker at vores input kan bruges som inspiration. Vores vision for en bæredygtig natur- og klimavenlig kommune. Større kvalitet i vores natur, og beskyttelse af den natur, vi allerede har.Biodiversitetsplan. Der har igennem de seneste år været peget på et behov for at understøtte kommunens bynaturstrategi med en biodiversitetsplan. Der er nu afsat midler de kommende år til, at en biodiversitetsplan kan blive en realitet. Hvis man ønsker en plan for biodiversitet, der tager udgangspunkt i reelle forslag og planer, er det vores opfattelse, at det foreslåede budget langt fra er tilstrækkeligt. Sammenholdt med de øvrige forslag til driftsbesparelser på det grønne område finder vi, at kommunen langt fra har bynær natur som en indsatsopgave.Der bør investeres i mere og bedrer sammenhængende natur i udpegningerne til Grønt Danmarks Kort. Der bør afsættes midler til naturformidling, der fremmer biodiversitet på kommunens kirkegårde samt på golfbanen Naturpleje er en væsentlig del af at fastholde og bidrage til yderligere biodiversitet. Kommunen bør aktivt øge indsatsen for mere natur, omlægning af lavbundsjorde og skovrejsning og bidrage til, at tidligere naturværdier genskabes. Naturprojekter, som f.eks. skovrejsning og vådlægning af lavbundsjorder, er en integreret del af klimapolitikken, og de er samtidig i mange tilfælde også et væsentligt middel til beskyttelse af drikkevandet. Vi mener generelt, at kommunens indsats for mere natur bør styrkes med flere grønne områder indtænkt i lokalplaner, og der bør gøres brug af mulighederne for at fastlægge begrønningsprocenter; og vi opfordrer til, at kommunen får en træpolitik med mulighed for vejledning til private om beskæring og fældning. Vi ser gerne flere træer i bybilledet, det giver skygge, ophold for mængder af arter og optag af vand. Grundvandsbeskyttelse.Vi skal sikre tilstrækkeligt rent drikkevand for fremtiden.Grundvandsparker og skovrejsning, I de kommende år vil behovet for rent drikkevand stige. Hillerød Kommune har store vandforbrugende virksomheder og en stor byudvikling, det medfører omfattende forbrug af vandresurser. Der bliver behov for nye kildepladser. I forbindelse med grundvandsbeskyttelse og nye kildepladser bør der etableres grundvandsparker, f.eks. som skovrejsnings projekter. Skovrejsning er samtidig også et vigtigt tiltag til nedbringelse af CO2 udledning. Vi skal sikre vores vandmiljø mod mere overløb, tilløb og forurening fra landbrug. Der bør foretages indsatser mod forbrug af pesticider og PFAS. LAR – løsninger. Der er besluttet separatkloakering, og det er vi glade for. Men det tager en del år, inden opgaven er rullet ud over hele kommunen. På baggrund af de efterhånden mange 100 årshændelser foreslår vi derfor, at der i budgettet afsættes midler til at gennemføre en idekampagne samt rådgivning til private med henblik på lokale LAR– løsninger, hvor forholdene tillader det. En kampagne tillige for genbrug af regnvand. Desuden foreslår vi, at kommunen undersøger muligheden for at genbruge renset spildevand. Natur- og klimaformidling.Vi genfremsætter vores forslag om, at kommunen etablerer en skovbørnehave, hvortil der knyttes en natur- og klimaformidler til at igangsætte lokale projekter. Kommunens forskønnelsespulje kunne være en del af denne ansættelse med henblik på at understøtte projekter med sigte på mere biodiversitet og klimatilpasning som lokale LAR–løsninger. Vi foreslår lokale Natur- og Klimastationer med oplysninger om områdets naturværdier og om, hvordan vi passer på den, samt forslag til hvordan man i grundejerforeningen, lejerforeningen eller haven kan foretage klimatiltag. Hillerød kommune har mange nye byområder, og det er vigtigt, at vi formilder beskyttelse af den omkringliggende natur. Ide og formidlings bank: En platform hvor borgerne kan indsende forslag til natur- og klimatiltag. Idet de nye boligområder oftest etableres på tidligere landbrugsarealer, giver de en enestående mulighed for at bringe naturen og biodiversiteten ind i byen fra en begyndelse. Vi skal bidrage til, at den unge generation får forståelse for natur, klima og miljø. Kommunens natur, - miljø og planforvaltning, Nye udfordringer der stiller krav til øgede kompetencer og tilsyn. Det er vores opfattelse, at kommunens natur- og planforvaltning og dens medarbejdere har mange opgaver bl.a. som følge af kommunens mange lokalplaner. Vi savner, at der i højere grad gennemføres de nødvendige miljøvurderinger og, at der i budgettet er midler til øget kontrol og tilsyn med de mange opgaver, der følger med lokalplaner. Nordic Waste samt den Sorte Svane er beviser på, at nogle forsøger at ”snyde på vægten”, og det kræver, at kontrollen skærpes.Miljøforvaltningen har opgaver i forbindelse med ansøgninger fra stærkt miljøbelastende virksomheder, dette kræver omfattende kompetencer af en forvaltning. Disse områder i kommune bør tilgodeses i et kommende budget. En ren by skal have særlig fokus mindre affald i by og natur. Vi støder tit på mængder af ituslået affald, der øger spredningen af affald til vores omgivelser.Der bør indkøbes nye affaldsbeholdere, der er tidssvarende, og tømningsfrekvensen bør øges. I forbindelse med pleje og omlægning af grønne arealer m.m. er det vigtigt, at medarbejdere introduceres til nye pleje- og vedligeholdelsesmetoder. Områder, der ikke slås skånsomt, kan fremstå direkte imod planerne for områderne.Vi opfodrer kommunen til i samarbejde med de private aktører at give medarbejderne forståelse og de nødvendige kompetencer til at håndtere de mange nye udfordringer i naturpleje og i indsamling af affald. EKSTRA INDSATS MOD CIGARETSKODDER OG NIKOTINPOSEREn aftale med tobaksindustrien betyder, at der tildeles kommunerne midler til at holde skodder og nikotinposer fra at tilgå miljøet. Vi vil kraftigt opfodre kommunen til, at man finder en effektiv måde at bruge midlerne på.