
Placering af solcelleparkerne
Er det besluttet hvor der skal opføres solcelleparker?
Svaret er både ja og nej. Det er ikke Hillerød Kommune der opstiller solcellerne og derfor kan kommunen ikke alene afgøre præcis hvor de skal være. Men kommunen kan behandle de ansøgninger, der modtages, og skal derfor i sidste ende vurdere, om den placering, som ansøgerne har foreslået, er acceptabel.
Hillerød Kommune har foreløbigt valgt at igangsætte en lokalplanproces for solcelleparkerne i de to områder. Det betyder, at der kigges nærmere på områderne. En del af dette arbejde vil bestå i, at European Energy skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport, hvori projektets påvirkning på lokalmiljøet vurderes,
Det er et krav til en sådan miljøkonsekvensrapport, at der kigges på alternativer. Derfor vil Hillerød Kommune også kræve, at European Energy sammenligner placeringsforslagene med øvrige muligheder i Hillerød Kommune, og redegør for hvorfor netop de to områder er de bedst egnede. Derfor kan du stadigvæk nå at komme med andre forslag, som du gerne vil have, at der kigges nærmere på.
Hvordan er der hidtil arbejdet med placeringen?
European Energys notat
Det indledende arbejde er gjort af European Energy. De har skrevet et notat om, hvorfor de mener, at placeringen er god. Blandt hovedpointerne er områdets størrelse, nærheden til hovedstadsområdet, elnettet og Solrødgård, at det har været muligt at indgå aftaler med lodsejere, at der er få naboer og arealbindinger og at det eksisterende landskab i forvejen er forstyrret af andre tekniske anlæg. Du kan finde notatet længere nede på denne side, og i øvrigt læse mere om det i startredegørelsen.
Hillerød Lokalbeskyttelses notat
Inden borgerinddragelsen gik i gang, var foreningen Hillerød Lokalbeskyttelse blevet opmærksomme på, at der var snak om en solcellepark nord for Gørløse. I den forbindelse har foreningen af egen drift valgt at lave et notat, hvor de kommer med 10 alternative bud på placeringen. De 10 forslag er bl.a. baseret på hvor foreningen mener, at færrest mulige naboer berøres.
Hillerød Kommunes notat
For at vurdere arealernes egnethed har Hillerød Kommune foretaget en kortlægning af hele kommunens areal. Her opdeles kommunens arealer i nogle kategorier alt efter hvad der ellers findes af arealinteresser og hvor godt de derfor egner sig til solceller. Der er udarbejdet et notat, der beskriver indholdet af denne kortlægning og hvilke kriterier Hillerød Kommune har lagt til grund. Notatet finder du længere nede på denne side. I notatet drages også nogle foreløbige konklusioner, som skal kvalificeres i den kommende miljøkonsekvensrapport. Konklusionerne er at:
- Arealerne er omfattet af relativt få modstridende udpegninger, sammenholdt med kommunens øvrige arealer
- Arealerne ikke er ret tæt bebygget og befolket, sammenholdt med andre arealer med få modstridende arealinteresser
- Arealerne er blandt de områder, hvor der samlet set er flest nuværende funktioner med en teknisk karakter, der forstyrrer landskabet. Det bør tale for at etablere solceller her, fremfor at inddrage nye uforstyrrede arealer.
- At der også findes andre arealer i kommunen, der lever op til enkelte af ovenstående kriterier, men at forvaltningen ikke kan pege på andre arealer inden for kommunens grænser, hvor alle kriterierne er overholdt i samme grad.
Hvordan kan jeg få indflydelse på placeringen?
Hillerød Kommune vil vælge et par alternative placeringsforslag, som der skal ses nærmere på i miljøkonsekvensvurderingen. Hvis du har konkrete forslag til hvilke områder, der skal kigges nærmere på, kan du komme med dem her. Hvis du har kommentarer til noget af det forudgående arbejde, som bl.a. fremgår af de nævnte notater, vil vi også meget gerne høre om dette. Bemærkninger sendes ved at trykke på knappen "Kom med dit bidrag", som findes på denne side. Hvis du har bemærkninger til noget, der vedrør et specifikt område, kan du også klikke på kortet nedenfor og tilføje dit bidrag.
Faser
Kom med dit bidrag
Bemærkninger sendes ved at trykke på knappen "Kom med dit bidrag", som findes på denne side. Hvis du har bemærkninger til noget, der vedrør et specifikt område, kan du også klikke på kortet nedenfor og tilføje dit bidrag.
