Spring til hovedindhold

Udvalg for børn og unges trivsel og forebyggelse af ufrivilligt skolefravær (§ 17.4 udvalg)

Vil du være med til at forebygge ufrivilligt skolefravær hos børn og unge?

Er du ung og har selv oplevet skolefravær eller er du forælder til et barn, der har eller har haft skolefravær, så er det måske dig, vi søger til et nyt politisk udvalg, der skal arbejde med at reducere skolefravær blandt børn og unge i Hillerød. Her på siden kan du ansøge om at komme med i udvalget.

Hillerød Kommune søger lige nu fire unge og fire forældre, der har erfaring med ufrivilligt skolefravær. Er det dig? Så send en ansøgning om at komme med i udvalget ved at klikke til højre.

Udvalget mødes ca. 8 gange af 3 timer i perioden april 2026 til februar 2027. Møderne vil som udgangspunkt ligge i tidsrummet fra kl. 16-19.00.

Vi skal have din ansøgning senest den 19. marts, hvorefter du hører fra os.

Har du spørgsmål til det, er du velkommen til at kontakte Marie Frøslev Nielsen på mfni@hillerod.dk

Baggrund

Ufrivilligt skolefravær er en stigende udfordring i Hillerød Kommune, som påvirker hele familien og ikke mindst elevernes trivsel, læring, sociale udvikling og deres muligheder senere i livet.

For at sikre en helhedsorienteret, tværfaglig og tidlig indsats har Kommunalbestyrelsen i Hillerød Kommune besluttet at nedsætte et midlertidigt politisk udvalg – et §17, stk. 4-udvalg – om trivsel og forebyggelse af ufrivilligt skolefravær.

Formålet med udvalget er at forebygge ufrivilligt skolefravær gennem øget trivsel for børn og unge. Herudover skal udvalget undersøge, hvordan Hillerød Kommune bedst kan støtte børn, unge og deres familier, når skolefravær opstår, og hvordan de bedst hjælpes tilbage i skole igen.

Udvalget skal komme med anbefalinger til:

  • Hvordan Hillerød Kommune kan styrke indsatsen mod ufrivilligt skolefravær.
  • At identificere initiativer, der kan sikre tidligere opsporing, bedre koordinering og øget forældreinddragelse.